Emnet strikkeprøver, deler ofte strikkere i to lejre.
Dem der altid laver strikkeprøver, og dem der aldrig laver strikkeprøver.
Jeg laver tit og ofte strikkeprøver, og jeg kan faktisk godt lide det. Ja jeg er måske lidt mærkelig.
Metode
Igennem længere tid har jeg forsøgt at lave mine prøver ens, så der var en smule ensartethed i dem. Så de også blev lidt pæne. Men jeg glemmer at skrive ned, hvad de fortæller mig prøverne. Men nu vil jeg bruge den nye App fra Kimmie Munkholm til at gemme disse oplysninger. Og så har jeg altid de data med som mine strikkeprøver har givet mig.
Frem og tilbage
Prøver i glatstrik og frem og tilbage strikker jeg altid med 40 masker. 5 kantmasker - 30 masker til glatstrik eller mønster og 5 kantmasker. Til at begynde med strikker jeg ca. 6 pinde ret - eller 3 ret riller. Derefter 5 kantmasker - altid i ret - og de midterste 30 masker i den strik, jeg skal måle fastheden i. Det kan være glatstrik eller mønster. Og til sidst 5 kantmasker igen i ret.
Kantmaskerne strikker jeg altid i ret rillestrik. Det gør det let at tælle antallet af rækker i prøven. De kan fra begyndelsen af det målbare område altid tælles 2-4-6 osv. op til slutningen af det glatte område.
Når jeg har talt antal rækker måler jeg bredden og højden på det glatte område. Jeg ved, at jeg altid har 30 masker på det glatte område som måles.
På billedet ses 4 strikkeprøver i samme kvalitet på pind 2,5 - 3 - 3,5 og 4mm. Det ses meget tydeligt hvor meget det vil betyde med den korrekte strikkefasthed på et færdigt stykke arbejde.
10 x 10 cm
Næsten altid oplyses strikkefastheden i 10 x 10 cm. Og jeg skal vide hvor mange masker der går på 10 cm i bredden og hvor mange rækker, der går på 10 cm i højden på 10 cm. For at beregne det - taster jeg det ind i mit regneark, som du kan hente lige her. Her er tastet data ind fra min strikkeprøve med 2 tråde Bio Shetland. Strikket som beskrevet herover. 30 masker mellem kantmaskerne. De 30 masker måler 16 cm i bredden og 39 pinde måler 13 cm i højden.
Det giver en strikkefasthed på 18,75 masker i bredden på 10 cm og 30 rækker på 10 cm.
Du er velkommen til at hente regnearket ned og bruge det.